Jeg havde været nede i torvehallen på Vesterbro efter kalvelever. Det var min Ida jo helt vild med, og jeg tænkte, at så kunne jeg lige svinge forbi hende i Sydhavnen med en hjemmelavet leverpostej. Hun havde haft så travlt på kontoret de sidste uger, så hun trængte til lidt forkælelse.
Jeg låste mig ind med nøglen, hun havde givet mig, da de flyttede ind i rækkehuset. Det var jo mig, der havde spyttet i kassen til udbetalingen.
I entreen lå der et par høje støvletter, som ikke var Idas. Størrelse 37, ruskind, med en lidt for markant hæl til en tirsdag formiddag. Jeg kan huske, jeg lagde mærke til, at de stod dér, midt på gulvtæppet, som om de havde hjemme.
De kom inde fra stuen. Sebastians ryg var drejet mod mig, men jeg kunne se hans hånd, den med vielsesringen, køre op og ned ad en fremmed kvindes ryg. Hun havde ildrødt hår og en silkebluse, der hang halvt ud af nederdelen.
Jeg ved ikke, hvad jeg råbte. Jeg husker bare, at jeg smed posen med den varme postej lige i hovedet på ham. Det klaskede, og der blev helt stille. Så gik skriget først for alvor i gang.
Sebastian fór op. Damen, eller hvad man nu skal kalde hende, flåede sin jakke til sig og smuttede bagom mig som en forskræmt kat. Jeg stod der, ude af mig selv, og pegede på døren.
“Ud!” var det eneste, jeg fik frem.
Han trak bare på skuldrene og gik. Sengen var stadig rodet, og der var to vinglas på sofabordet. Jeg kunne næsten ikke trække vejret, mens jeg ventede på, at Ida skulle komme tilbage fra Børnehuset med tvillingerne.
Hun kom ind ad døren præcis tyve minutter senere. Jeg sad i køkkenet og gloede ind i væggen. Jeg fortalte hende det hele i korte, hugne sætninger. Hendes ansigt begyndte at krakelere, men det var mig, hun vendte sig imod.
“Hvad har du gjort, mor?!” hylede hun. “Hvorfor kan du ikke bare lade os være? Du ødelægger alt!”
Jeg sad bare og mærkede den kolde forargelse brede sig i brystet. Ødelægger? Jeg havde set min egen svigersøn boltre sig med en anden i det hus, jeg havde betalt.
Jeg havde vidst, det ville ende galt, allerede dengang jeg mødte ham første gang. Ida og Sebastian var blevet gift, mens jeg arbejdede på et forskningsprojekt i Schweiz. Jeg var ikke engang med til brylluppet. De havde bare sendt et billede fra rådhuset i Aarhus. Da jeg endelig kom hjem og skulle spise hos dem, faldt min verden sammen.
Mens Ida vimsede rundt som en tjenestepige og dækkede op med hendes mors gamle sølvtøj, sad Sebastian tungt i stolen og så utilfreds ud. Ida serverede fasanbryst med rødkålssalat, noget hun havde brugt hele dagen på.
“Er det virkelig det bedste, du kan diske op med?” sagde han og skubbede tallerkenen væk. “Min mor brugte fløde i sovsen.”
Jeg åbnede munden, men Ida sendte mig et desperat blik og skyndte sig at hente mere sovsekande og en flaske Amarone fra skabet. Hun klappede ham på skulderen:
“Undskyld, skat. Jeg skal nok gøre det bedre næste gang. Var det for tørt? Vil du have mere sauce?”
“Det er ligemeget,” brummede han. “Og kig lige på dig selv. Du render jo rundt i joggingbukser som en anden taber. Man skulle tro, at en kvinde, der kun har født to unger, kunne holde lidt på formen. Jens’ kone har fået tre, og hun ligner stadig en million.”
Jeg tabte gaflen. “Så hør lige her, unge mand…”
Ida skyndte sig at rejse sig. “Mor, lad nu være.”
Jeg bed tænderne sammen. Jeg så på ham, hvordan han sad der og bredte sig, mens min datter trippede rundt om ham. En mand, der arbejdede som vikar på lageret og ikke engang havde råd til en brugt bil. Alt, hvad de ejede, stammede fra mit slid.
Senere, da jeg fik Ida på tomandshånd, sagde jeg det lige ud.
“Behandler han dig altid sådan?”
Hun trak vejret ind og så ned. “Jeg har taget ni kilo på, mor. Det er min egen skyld. Sebastian har ret – jeg har virkelig forsømt mig selv.”
“Ida, du har et fuldtidsjob som projektleder og to børn under tre år! Det handler da ikke om kilo. Kan du ikke selv høre, hvordan han taler til dig?”
Hun begyndte at græde stille. “Jeg elsker ham jo.”
Sådan gik der nogle måneder. Jeg holdt mig væk. Hver gang jeg ringede, sagde hun, at det gik så godt. Hun havde tabt sig. Hun lavede madplaner. Huset skinnede. Men stemmen var tynd og spinkel, som en der læser op fra et manuskript.
Og så kom den dag med postejen.
En uge efter at jeg havde kylet ham ud, ringede Ida og fortalte, at han var flyttet hjem igen. Hun havde tilgivet ham. “Vi går i parterapi, mor. Og børnene savnede deres far.”
Jeg lagde røret på og sad helt stille.
Det var en tirsdag morgen, og heden stod allerede og bølgede over Islands Brygge. Jeg vidste, hvad jeg var nødt til at gøre.
Jeg kendte Sebastian udmærket. Jeg havde ladet min gamle ven Finn, der var revisor, kigge lidt i hans papirer for et år siden, da jeg allerede dengang mistænkte ham for at være en slatten type. Dengang havde jeg valgt at tie stille. Nu tøvede jeg ikke.
Sebastian skyldte 378.000 kroner i ubetalt skat og havde et aktivt ejendomsforbehold på en motorcykel, han havde købt før ægteskabet. Det værste var dog, at han officielt havde adresse i sin mors kælderlejlighed i Højbjerg – for at undgå at blive trukket i løn, når fogedretten kom. Socialt bedrageri, plettet straffeattest. Salling Group, hans nye arbejdsgiver, havde ingen anelse.
Jeg tændte computeren og tastede en kort, præcis mail til Skattestyrelsen med vedhæftede bilag og faktiske beviser. Derefter ringede jeg til en gammel veninde på HR-afdelingen i hans firma. Ikke ondt ment, bare en venlig samtale om vigtigheden af ordentlighed i ansættelsesforhold.
Fire dage senere stod fogedretten ved hans mors dør i Højbjerg med en ransagningstilladelse, og han blev samtidig bortvist fra sit arbejde for dokumentfalsk og illoyal adfærd. Jeg har aldrig set en mand blive så lille så hurtigt.
Klokken var otte om aftenen, da Ida stormede ind i min lejlighed ude i Køge. Hun havde tvillingerne med, de lignede to fortabte marsvin, og vi stod i entreen, alle fire.
“Du har ødelagt mit liv!” skreg hun, tårerne løb ned i den lyseblå strikbluse. “De har taget motorcyklen, hans mor græder, og han sidder i min sofa og siger, at det hele er vores skyld. Hvordan kunne du? Hvordan kunne du gøre det mod mig?!”
Jeg tog hendes ansigt mellem mine hænder og holdt fast, selvom hun prøvede at vride sig fri.
“Hør her, min pige. Jeg har set dig blive trynet og talt ned til i fire år. Jeg har betalt dit hus, dine møbler, dine børns institutioner. Og jeg har set dig undskylde for at trække vejret. Hvis dét er kærlighed, så er det ikke en kærlighed, du skal blive i.”
Hun trak sig væk og satte sig ned på skammelen. Drengene begyndte at pille ved hendes øreringe.
“Han får jo ingenting nu,” hviskede hun. “Han siger, han er færdig. At jeg alligevel aldrig var noget værd.”
“Han er en ynkelig mand, der aldrig har været et hak bedre end papirtyndt alibud,” sagde jeg stille. “Og nu har han hverken job eller ren straffeattest til at true nogen med. Lad ham sige, hvad han vil.”
Jeg satte mig ved siden af hende og rakte hende en af drengene, Viggo. Han duftede af sæbe og sommeraften. Ida begyndte at rokke frem og tilbage med ham, helt mekanisk.
“Og hvad så nu?” spurgte hun til sidst.
“Nu bliver du her. Så henter vi dine ting i morgen, og så begynder du at trække vejret igen. I dit eget tempo.”
Udenfor var himlen over Køge Bugt ved at blive flammende orange. Jeg kunne høre Mikkel, den mindste, sige noget om, at isbilen plejede at komme nu. Ida kiggede op, og for første gang i årevis så jeg noget i hendes øjne, der mindede om den lille pige, der engang cyklede gennem villakvarteret uden støttehjul.
Jeg fortrød intet. Ikke ét sekund.
