Skæbnens tråd

Min mor tror stadig, at at være den voksne betyder at holde ud. At hvis du tier stille, holder blikket

Solen stod lavt over Aarhus havn, og lugten af røget makrel fra fiskehallen blandede sig med saltvand

Jeg hedder Karsten, jeg er syvogtres, og jeg har boet i den samme opgang på Nørrebro i enogtyve år.

Den nat, klokken 02.13, opdagede Mette det. Hun var på nattevagt på plejehjemmet Lærkebo i Odense.

Esbjerg i november er ikke engang koldt nok til at være romantisk. Vind fra havnen, slud der lægger sig

Konvolutten var gulnet og blød i kanterne, som papir bliver, når det har ligget i et skur ved havet i

Jeg havde arbejdet på Café Villaby i Latinerkvarteret i tre år, da jeg for alvor begyndte at lægge mærke

Tjeneren så ud, som om han helst ville sætte sig ned i køkkenet og græde. Han holdt en ekstra stol i

Nu siger jeg det, for jeg kan ikke holde ud at have det liggende i mig et sekund til. Jeg hedder Karin

Jeg hørte det kvart over ti. En lyd, der ikke passede til decemberaftenen: ikke vinden fra Østersøen