Svigermor stod pludselig i min stue og sagde: "I morgen går du ned og søger skilsmisse" – jeg lo og spurgte, om hun havde øvet sig foran spejlet
Jeg havde lige taget en bradepande kanelsnegle ud af ovnen. Hele lejligheden i Valby duftede af kardemomme, og regnen trommede mod vinduerne i stuen, da hoveddøren gik op. Ikke med nøgle, men med en insisterende banken, der nærmest overdøvede P1s eftermiddagsflade.
Lisbeth trådte ind uden at tage skoene af. Vandet fra hendes trenchcoat dryppede ned på mit nyvaskede trægulv, men hun ænsede det ikke. Hun satte sig i min yndlingsstol, lagde tasken oven på mine byggetegninger og så på mig som en, der netop havde erklæret huslejen for afskaffet.
Jeg tørrede hænderne i et viskestykke. "Hej Lisbeth. Vil du have en kop kaffe? Den er frisk."
"Nej tak." Hun foldede hænderne i skødet – og så smilede hun. Det dér smil, som altid mindede mig om en ejendomsmægler, der skal fortælle, at alle hvidevarer er fra 80'erne. "Kære Ida, i morgen går du ned på kommunen og søger skilsmisse. Papirerne kan du sagtens selv udfylde."
Jeg satte mig overfor hende, med kaffekoppen stadig i hænderne. "Du har misforstået konceptet. Det er mig, der bor her."
Hun fortsatte ufortrødent: "Emil har brug for en kvinde, der passer til ham. En der er givende og varm. Ikke en, der sidder og ruger over sin egen opsparing og aldrig rækker ud. Du er slet ikke faldet til i vores familie."
Jeg lo – kort og tørt. "Lisbeth, venligst stop. Har du overvejet, om det her er en replik fra en dårlig dramaserie? For jeg hæfter mig ved, at du siger 'gå ned og søg' som var det et bibliotek, man afleverer bøger på."
Hun kørte videre, som om jeg ikke havde sagt noget. "Du har alle de penge fra din morfar. Han solgte sit hus i Hundested, og du fik mere end en halv million. Hvorfor har du ikke hjulpet Signe? Hun slider for at få råd til en lille andelslejlighed, og du sidder bare på formuen. Hvad er du for et menneske?"
Så var katten ude af sækken. Jeg lænede mig frem og satte kruset fra mig med et lille klonk mod bordpladen. "Nu skiller vi lige suppen fra bollen, Lisbeth. Du vil have mig til at skilles fra Emil. Og du er sur over, at jeg ikke tømte min opsparing for at købe en lejlighed til din datter. Det er to vidt forskellige emner. Hvorfor roder du dem sammen som en frikadellefars, der er gået i stykker?"
Hun blev ildrød. "Du er egoistisk. Emil fortjener en, der tænker på familien. Han er ulykkelig. De sidste tre måneder har det været det rene skænderi herovre, og det er din skyld."
"Nej, Lisbeth. De sidste tre måneder er din søn kommet hjem og har hakket på alt – maden, opvasken, den måde jeg trækker vejret på. Jeg tror, han er utilfreds med sig selv og bruger mig som boksebold. Og du, i stedet for at tale med ham, kommer her og vil skille os ad som et mislykket byggeri."
Hun fejede min bemærkning væk med en irriteret gestus. "Du forstår ingenting. Desuden – børn får du aldrig, sådan som du er. Ikke med den indstilling."
Jeg rejste mig og samlede mine tegninger sammen i en ordentlig bunke, lagde dem ind i tegnemappen. "Nu synes jeg, du skal gå, Lisbeth. Før du siger noget, vi begge fortryder. Døren er lige dér, hvor du kom ind uden at banke."
Hun snappede sin taske og rejste sig, skulede kort til kanelsneglene på bordet, som om de personligt havde fornærmet hende, og marcherede ud. Hoveddøren smækkede bag hende med et tilfredsstillende drøn.
Emil kom hjem lidt i syv, drivvåd og med en Netto-pose i den ene hånd. Han standsede i døråbningen til stuen, da han så mit ansigt. "Hvad er der sket?"
Jeg fortalte det hele. Hver en sætning. Han lyttede, mens vandpytten under hans sko bredte sig på gulvet. Uden et ord tog han sin telefon frem og tastede nummeret. Satte den på sofabordet med højtaler tændt.
Da hans mor tog den, lød hun næsten lettet. "Emil, skat – "
"Mor. Du var her i eftermiddag. Du sagde til Ida, at hun skulle skilles. Hvad fanden bilder du dig ind?"
Der blev stille i røret. Så et suk. "Jeg gjorde det for din skyld. Hun passer ikke til dig. Du ved det bare ikke selv."
"Stop." Hans stemme var rolig, men jeg kunne mærke, at han rystede. "Du skal overhovedet ikke blande dig i mit ægteskab. Ida er min kone. Jeg elsker hende. Og hvis du nogensinde gør noget lignende igen – hvis du så meget som siger et ondt ord om hende – så kan du godt glemme at se mig. Hverken til jul, fødselsdage eller noget som helst. Og du får slet ikke lov at møde dine børnebørn, når den tid kommer. Forstår du det?"
"Du er urimelig. Jeg prøver jo bare at passe på dig –" begyndte hun, men han afbrød hende.
"Det var ikke et spørgsmål. Ja eller nej?"
Der lød et langt suk fra telefonen. Så, lavmælt: "Ja, jeg forstår."
"Godt." Han lagde på uden at sige farvel. Så sank han ned ved siden af mig på sofaen og lod hovedet falde tilbage mod ryglænet. "Ida, undskyld. Jeg har været en idiot de sidste måneder. Arbejdet, ja, men mest min mor. Hun ved altid, hvordan hun skal presse de rigtige knapper. Det er ingen undskyldning, men … undskyld."
Jeg lod et par sekunder gå, så sagde jeg: "Emil, jeg elsker dig. Men finder jeg ud af, at du lader hende blande sig igen, eller hvis du en gang til lader din dårlige samvittighed gå ud over mig, så er det mig, der går. Uanset hvad hun siger om skilsmisse."
Han bøjede hovedet en anelse, helt stille. "Det sker ikke igen. Jeg har faktisk bestilt tid hos en psykolog i næste uge. Det er på tide, jeg får ryddet op i mit eget rod."
Jeg rakte ud efter den kolde kaffe, men satte den fra mig igen. "Nå, skal vi bestille sushi? Jeg gider ikke lave mad, og mine kanelsnegle er stendøde."
Han lo – en kort, lettet lyd, der næsten overdøvede regnen. "Jo, sushi lyder godt. Og Ida? Tak fordi du stadig er her."
Jeg rejste mig og gik ud i køkkenet. På køkkenbordet lå min telefon med en notifikation fra banken – en overførsel til Signe på 500 kroner, jeg havde sendt for tre dage siden. Ikke fordi Lisbeth havde ret, men fordi jeg selv havde haft lyst til at lette lidt på byrden. Jeg skubbede tanken fra mig og fandt menukortet bag brødristeren. "Skal vi tage laksemaki og de der med rejer?" råbte jeg ind til Emil. Regnen trommede stadig mod ruden, og de afkølede kanelsnegle på risten lignede noget, der hørte en anden dag til.
