Den anden søndag i november opdagede Lissi, at de to håndstrikkede babytæpper ikke længere lå i cedertræskisten. Hun havde taget nøglen fra køkkenskuffen, løftet låget og stod nu med hænderne nede i det tomme rum, hvor hun i tyve år havde opbevaret sin dyreste drøm. Intet. Kisten lugtede stadig af træ og kamfer, men tæpperne var væk. Hun vendte sig, som om tyven måske stod bag hende. Ingen. Ude i haven dryssede de sidste blade fra æbletræet ned over Arnes gamle trillebør.
Hun ringede til Arne, der var nede i byen for at hente reservedele til plæneklipperen. "Har du rørt ved kisten?" spurgte hun uden at sige goddag.
"Nej," sagde han. "Hvorfor?"
"Tæpperne er væk."
Der blev stille i røret. Så sagde Arne: "Så er det nok Mete, der har taget dem. Hun spurgte for fjorten dage siden, om vi havde flere babytæpper liggende."
Lissi satte sig på sengekanten. "Hvorfor skulle hun dog det?"
"Det ved jeg ikke. Spørg hende selv."
Men Lissi spurgte ikke. Hun havde lært for længe siden, at spørgsmål om børn og graviditet kunne slå hårdere end noget andet. I stedet ringede hun til Mete og sagde kun: "Jeg savner mine tæpper."
Der var en pause. Så lo Mete lidt for hurtigt. "De er i vask, mor. Jeg lover."
"Kan du så ikke tage dem med på søndag?"
"Det kan jeg ikke. Ikke endnu."
Lissi lagde på med en klump i halsen. Hun gik ud i køkkenet og lavede en kande kaffe, som hun ikke drak. Hun stod længe og så på den tomme væg ved siden af kalenderen, hvor hun hver måned havde sat et lille kryds. Der var tolv krydser tilbage. Det var længe siden, hun var holdt op med at tro.
Tyve år. Så længe havde hun ventet på at blive mormor. Hver juleaften havde hun taget de to håndstrikkede tæpper frem af kisten, foldet dem ud, strøget dem glat og lagt dem tilbage. Hver aften havde hun bedt den samme korte bøn: "Lad vores familie vokse." Hver gang en måned endte uden nyheder, sagde Arne det samme: "Måske næste år." Han sagde det ikke længere. Efter tre mislykkede fertilitetsbehandlinger hos Kristian og Nina og to aborter hos Mete var der ikke flere "måske" tilbage. Kun en stille, fælles tavshed, som fyldte huset mere end nogen samtale.
Mete og hendes mand, Jonas, havde for længe siden opgivet at tale om børn. Kristian og Nina havde flyttet til Horsens, men kom hjem hver anden uge. Lissi vidste, at de stadig håbede, men hun turde ikke spørge. Hun havde lært at læse sms'er hurtigt og lægge telefonen fra sig uden at græde. Hun havde lært at smile, når naboen viste billeder af sine børnebørn, og at sige "hvor dejligt" uden at mene det.
To uger før juleaften holdt Lissi en familiefrokost. Hun stegte medister og kogte rødkål, og alle kom. Mete havde taget en stor, løs striktrøje på. Nina drak ikke kaffe, men bad om te. Lissi så, hvordan de to kvinder så på hinanden hen over bordet, når de troede, ingen opdagede det. Hun sagde intet, men hun gik ud i bryggerset og åbnede vaskemaskinen. Der lå intet babytæppe. Hun havde vidst det.
Om aftenen ringede hun til sin søster, Birte. Birte var den slags, der altid sagde sandheden, også når den gjorde ondt. "Kirsten i Brugsen siger, at Mete har købt to poser bleer i sidste uge," sagde Birte. "Men det kan jo være til en kollega."
Lissi svarede ikke. Hun tænkte på de to løse striktrøjer og på den te, Nina drak. Hun tænkte på de manglende tæpper. Og hun tænkte på, hvad det ville gøre ved hende, hvis hun tog fejl.
Juleaften kom med frost og stille vejr. Lissi havde pyntet huset med gran og hvide lys. Hun havde stegt and, kogt brunede kartofler og lavet risalamande med kirsebærsovs. Hele familien var der. De spiste, lo, sang salmer. Lissi så, hvordan alle virkede nervøse. Mete spildte rødvin på borddugen. Kristian tabte en gaffel. Nina gik ud på wc tre gange i løbet af en time. Lissi sagde ingenting. Hun havde besluttet, at hvis der kom dårlige nyheder, ville hun tage dem, som hun havde taget alt andet: stille.
Da de var færdige med desserten, rejste Mete sig. "Jeg har en sidste julegave til jer," sagde hun. Hun så på Jonas, som bekræftede med et lille smil. "Den er ovenpå."
Lissi rørte ikke ved sin kaffekop. "Ovenpå?"
"Kom nu."
Alle rejste sig. Lissi og Arne fulgte efter op ad trappen. Øverst på gangen stod en dør, som Lissi ikke huskede var blevet malet hvid. Der hang et rødt bånd om håndtaget. Mete lagde båndet i Lissis hånd. "Åbn," sagde hun.
Lissi greb om håndtaget, trak tilbage. "Hvad er det her?"
"Bare åbn, mor."
Hun trykkede håndtaget ned. Døren gik op. Inde i rummet stod to hvide tremmesenge. Over dem hang små stjerner i tynde snore. På den ene seng lå et babytæppe, som Lissi havde strikket for tyve år siden. På den anden lå det andet. I den første seng sov en dreng, i den anden en pige. Lissi hørte ikke, at nogen sagde noget. Hun hørte kun sine egne skridt hen over gulvet.
Mete kom hen og rørte ved hendes skulder. "Mor," sagde hun. "Mød dine børnebørn."
Lissi faldt ikke om. Hun stod helt stille, mens hendes brystkasse trak sig sammen. Hun vendte sig mod Arne, som stod i døren med åben mund. Hun vendte sig mod Nina, som holdt en lille pige pakket ind i et hvidt svøb. Hun vendte sig mod Kristian, som holdt sin søn. Hun åbnede munden, men der kom ingen lyd.
"Han hedder Emil," sagde Kristian. "Hun hedder Astrid."
Lissi tog et skridt frem og rørte ved Emils ryg. Han sov videre. Hun strøg Astrid over kinden. Hun sov også. Så gik Lissi om på den anden side af sengen og satte sig på gulvet, med ryggen mod væggen, og begyndte at græde. Ikke stille. Højlydt, med hele kroppen, som hun ikke havde grædt i tyve år.
Arne kom ind og satte sig ved siden af hende. Han sagde ingenting. Han greb hendes fingre og holdt fast. Ude i gangen stod Mete og Jonas og Kristian og Nina og kiggede på. Ingen sagde undskyld, for der var ingen at sige undskyld til.
Senere, da børnene var puttet, og familien sad nede i stuen med varm kakao, fortalte de sandheden. Mete havde født tvillingerne tre uger tidligere. Nina havde født en datter for fem dage siden. De havde holdt det hemmeligt i månedsvis, fordi de ville give Lissi og Arne den julegave, de havde ventet tyve år på. De havde endda taget babytæpperne fra kisten, fordi de skulle ligge i sengene, når bedsteforældrene kom ind.
"Vi ville gerne have, at I så det hele på én gang," sagde Mete.
Lissi drak sin kakao i små slurke og sagde: "Jeg troede, I skulle skilles."
Der blev helt stille. Så lo alle, først lavt, så højere, indtil hele stuen rystede.
Næste morgen gik Lissi ned i byen til banken. Hun havde taget sin gamle mappe med, den hvor hun havde opbevaret kontoudskrifterne fra "opsparingen til sorte dage". Hun bad om at tale med en rådgiver. En ung kvinde med mørkt hår lyttede, mens Lissi forklarede. Hun ville lukke kontoen. Hun ville overføre hele beløbet til to nye konti, en til Emil og en til Astrid.
"Hvor meget drejer det sig om?" spurgte rådgiveren.
"To hundrede og tyve tusind kroner," sagde Lissi. "Et hundrede og ti tusind til hver."
Rådgiveren tastede. Lissi så på skærmen, men hun sagde ikke mere. Da papirarbejdet var færdigt, fik hun to kontoudtog med. Hun lagde dem i mappen og gik hjem. Hun åbnede cedertræskisten. Den var tom nu, undtagen et gammelt fotografi af hende og Arne på deres bryllupsdag. Hun lagde de to kontoudtog oven på fotografiet. Så lukkede hun låget, drejede nøglen om og lagde nøglen tilbage i køkkenskuffen.
Arne kom ud fra stuen. "Hvad lavede du i banken?" spurgte han.
Lissi rakte ham mappen. "Jeg har givet dem vores opsparing," sagde hun. "Til deres skolegang. Eller til hvad de nu får brug for."
Arne åbnede mappen og så på tallene. "To hundrede og tyve tusind," læste han. "Det var vores rejsefond."
"Nu er det deres," sagde Lissi.
Arne sagde ikke noget. Han lagde mappen på køkkenbordet og trak Lissi ind til sig. Ude i haven fløj en flok fugle op fra æbletræet.
Lissi gik en tur ned i genbrugsbutikken på hjørnet samme eftermiddag. Hun havde en papkasse med de resterende babytøj, hun havde købt gennem årene: små sokker, huer, et par strikkede bukser. Hun satte kassen på disken og sagde til kvinden: "Det er til nogle, der kan bruge det."
Kvinden kiggede i kassen. "Er det nyt?" spurgte hun.
"Det har ventet længe," sagde Lissi. "Men nu har jeg ikke brug for det mere."
Hun gik hjem ad den stille vej. Det var den 26. december, og der var ikke en bil. Da hun kom ind i huset, stod Arne i køkkenet og lavede kaffe. "Skal vi besøge dem i morgen?" spurgte han.
Lissi tog sin jakke af. "Ja," sagde hun. "Men i dag vil jeg bare sidde her og drikke kaffe med dig."
Hun tog en kop fra skabet. Den havde en lille revne i kanten, men hun brugte den alligevel. Uden for vinduet faldt de sidste blade fra æbletræet.
