Lene opdagede ikke, at Misse var væk, før hun kom hjem fra arbejde og stillede indkøbsposen fra Føtex på køkkenbordet. Normalt ville katten allerede stå og gnide sig op ad hendes ben, mjavre utålmodigt og cirkle rundt om madskålen. Men i lejligheden på tredje sal i Odense var der helt stille.
Hun kaldte, først roligt: "Misse… Misse, hvor er du?" Intet svar. Hun kiggede under sofaen, i skabet, bag gardinerne. Til sidst stod hun i køkkenet og stirrede på det åbne vindue. Vinduet stod på klem, som det altid gjorde om sommeren, for at slippe lidt luft ind i den varme lejlighed. Udenfor summede augustheden, og nede fra gården lød børns latter fra legepladsen.
Hun lænede sig ud over karmen og kiggede ned. Asfalten, buskene, cykelstativerne, den gamle bænk ved indgangen. Ingen kat. På bordet stod madskålen tom.
Lene havde haft Misse i syv år. Katten havde været der, da hendes mand døde, havde ligget i fodenden af sengen de første søvnløse nætter, havde været den eneste, der ikke stillede spørgsmål. Nu var lejligheden så tom, at selv lyden af køleskabet virkede højere end normalt.
Om aftenen ringede Mette.
"Mor, du skal ikke male fanden på væggen," sagde datteren. "Katte kommer tit igen."
"Du så ikke vinduet," svarede Lene træt. "Tredje sal."
"Mor, katte overlever fald fra femte sal. Måske er hun bare hos en nabo. Sæt sedler op."
Let at sige, når man ikke selv går rundt i en lejlighed og lytter efter den mindste lyd. Efter samtalen tog Lene alligevel trappen ned og gik rundt om bygningen. Hun kiggede under biler, bag skraldespandene, kaldte med den samme lyse stemme, som altid fik Misse til at komme løbende. Men der var ingen kat. Myggene summede om hendes ankler, og T-shirten klistrede til ryggen.
På vej op standsede hun ved postkasserne i opgangen. Hendes egen postkasse var tom bortset fra en reklame for pizzeriaet nede på hjørnet. Men postkassen med nummer to var stoppet til bristepunktet. Gamle aviser, kuverter med rudekuverter, en folder fra kommunen. Fru Nielsens postkasse.
Fru Gerda Nielsen boede på anden sal. En lille, tør dame, altid iført en ren bomuldskjole, også når hun bare gik ud med skraldet. Hun talte gerne om vejret, om prisen på smør, om at tomaterne fra supermarkedet ikke smagte af noget. Og hun elskede katte. Hun kendte alle gårdens katte ved navn, fodrede dem med små skåle mælk, som hun stillede uden for sin dør. Lene havde ofte set hende sidde på trappen med en kat i skødet, mens hun talte blidt til den, som var det et barn.
Lene var flere gange gået forbi hendes dør og havde hørt fjernsynet summe derinde. Hun havde tænkt: Jeg burde banke på. Bare sige hej. Men altid havde hun travlt. Altid var der noget, der trak op ad trappen til hendes egen lejlighed.
Den næste morgen printede Lene sedler. Hun valgte et billede af Misse, hvor katten sad i vindueskarmen med halen viklet om poterne. Med store bogstaver skrev hun: "SAVNET KAT. Tre-farvet, rød plet på venstre øre. Kaldes Misse." Og sit telefonnummer. Hun hængte sedler op i opgangen, ved Brugsen, på opslagstavlen ved busstoppestedet. Hun spurgte ekspedienten i kiosken, om hun ville holde øje. Manden nikkede. Naboen på første sal sagde: "Åh, hvor synd," og glemte det straks.
Ingen ringede.
De første dage gik Lene rundt i nabolaget hver aften. Hun kiggede ind under hække, bag garager, kaldte blidt ned i kælderskakter. Om natten vågnede hun ved den mindste lyd fra trappen og troede, det var Misse, der kom hjem. Men døren forblev lukket.
Efter tre dage ringede en dame fra fjerde sal.
"Er det dig, der har mistet en kat?" spurgte hun.
"Ja," sagde Lene og mærkede håbet blusse op.
"Jeg så en hvid kat nede i gården."
"Nej, min er en tre-farvet."
"Nå, jamen så var det nok ikke den."
Og så var det det.
Den aften stillede Lene kattebakken ud i depotrummet. Hun gjorde det vredt, næsten som om hun var sur på sig selv over, at hun stadig håbede. En time senere hentede hun den ind igen. Så satte hun den ud igen. Til sidst stod hun bare med bakken i hænderne og vidste ikke, hvad hun skulle gøre.
Sådan gik dagene. Mellem "måske kommer hun igen" og "det gør hun nok ikke". Opgangen lugtede hele tiden svagt af lavendel og gamle blade. Det kom fra fru Nielsens lejlighed. Lene havde flere gange tænkt: Hvad nu hvis Misse er gået ned til hende? Bare én etage. Tolv trin. Men hver gang blev det udsat. Først træthed, så et tv-program, så en følelse af, at det var for sent at banke på. I morgen, sagde hun til sig selv. Jeg gør det i morgen.
Efter to uger blev det lettere. Ikke bedre, men mere vant. Lene vågnede ikke længere ved stilheden. Hun løb ikke længere ned i gården om aftenen. Der lå ikke længere kattehår på køkkengulvet. Pleddet på sofaen lå glat. Ingen væltede blomsterpotter i vindueskarmen, ingen mjavede klokken seks om morgenen. Og en dag fangede Lene sig selv i at tænke, at lejligheden var blevet mere rolig. Tanken fik hende til at skamme sig.
Mette kom på besøg lørdag. Hun havde kaffe med, frugt og en lille ting "til senere". Hun gik rundt i lejligheden og sagde:
"Mor, her er faktisk blevet hyggeligere."
"Jeg har bare ryddet op," svarede Lene.
De drak te. Udenfor spankulerede duer på tagrenden. Nede i gården skældte nogen ud over en parkeringsplads. Mette sagde forsigtigt:
"Du må ikke blive sur, men… måske er det meget godt?"
"Hvad mener du?"
"Altså, du havde jo også meget besvær med hende. Hår overalt, kattebakke, mad. Du sagde selv, at du var træt."
"Det sagde jeg ikke."
"Jo, det gjorde du. Du sagde det i foråret, da Misse havde revet siden af sofaen, og du skulle betale for reparationen."
Det var rigtigt. Lene havde sagt det i et øjeblik af irritation. At hun var træt af alt besværet. At hun savnede stilhed. Nu var stilheden der. Men den føltes ikke som en lettelse.
Misse kom hjem torsdag morgen ved daggry. Lene vågnede ved en sagte skraben på døren. Først troede hun, hun drømte. Så lød det igen, forsigtigt, som om nogen ikke var sikker på, om de turde banke hårdere. Hun skyndte sig ud i entreen og åbnede døren.
På dørmåtten sad Misse. Mager, beskidt, med sammenfiltret pels og et betændt øje. Ribbenene stak ud. Men det var hende. Og mellem forpoterne lå en lille hæklet mus. Skæv, fjollet, med en hale af garn.
Lene sank ned på hug.
"Misse… hvor har du været…"
Hun regnede med, at katten ville styrte hen til hende, spinde, gnide sig op ad hendes hånd. Men Misse trådte bare et skridt tilbage og blev ved med at se på hende. Lene tog musen op. Den var fugtig, men den lugtede ikke af gaden. Ikke af regn, ikke af kælder. Den lugtede af garn, lavendel og et indelukket, længe ikke-udluftet værelse.
Og så slog det hende.
Sådan nogle mus havde fru Nielsen hæklet. Lene havde set dem sidste år, da hun lånte salt hos naboen. På vindueskarmen havde der stået en hel række: grå, bordeaux, stribede. Fru Nielsen lavede dem til gårdens katte. Hendes fingre var ikke så gode længere, så musene blev skæve og sjove, men hun blev ved.
"De skal jo også have noget at lege med," havde hun sagt.
Lene sad på gulvet i entreen med musen i hånden, og pludselig gav alt mening. Hun ringede til Mette.
"Mor?" lød det søvnigt. "Hvad er der sket?"
"Misse er kommet hjem."
"Ej, hvor godt! Mor, jeg sagde jo…"
"Vent." Lenes stemme dirrede. "Hun havde en hæklet mus med. Jeg ved, hvem den er fra."
Der blev stille i den anden ende.
"Mor… tror du…?"
"Mette, hun har været hos fru Nielsen. Hele tiden. Og jeg gik aldrig ned."
Lene gik ned til lejligheden på anden sal. Hun bankede på. Igen. Ringede på klokken. Igen. Intet svar. Der lugtede ikke af mad, ikke af medicin, ikke af mælk. Kun af støv og indelukket luft. Dørmåtten lå pænt. Lene lagde hånden på døren og trak den straks til sig. Den var kold. Næsten iskold trods augustvarmen.
Nede i opgangen var postkassen med nummer to stadig proppet. Aviser, regninger, reklamer, kuverter. Alt det havde hun set hver dag. Hver dag. Og hver dag havde hun sagt: Jeg burde gå ind. Men først hjem. Først te. Først hvile. Først et afsnit af serien. Bagefter.
Døren blev åbnet næste dag. Naboerne samledes i opgangen. Alle rystede på hovedet, talte lavt, som om de håbede, at det, der var sket, kunne gøres mindre frygteligt ved at hviske. Fru Nielsen lå i sengen. Hun havde en bordeaux cardigan på og uldne sokker, selvom det var varmt udenfor. På natbordet stod medicin. Ved siden af en skål med indtørret mælk. På gulvet ved sengen lå et nøgle bordeaux garn med hæklenålen stukket i. Balkondøren stod på klem, og gardinet bevægede sig svagt i trækken. På vindueskarmen stod en række hæklede mus. Ni stykker. Den tiende havde Misse bragt til Lene.
En læge sagde stille: "Hun er nok gået bort i søvne."
Misse måtte være kommet ned gennem det åbne vindue og ind på balkonen. Der havde været et menneske, en velkendt lugt, en skål mælk, en åben dør, en stille stemme. Og katten var blevet hos hende.
Da alt var overstået, og folk var gået, gik Lene op i sin lejlighed. Hun satte sig i køkkenet og lagde musen på bordet. Vinduet var lukket nu. Misse sprang forsigtigt op på hendes skød, næsten genert, og begyndte for første gang at spinde. Lyden var så velkendt, at Lene mærkede tårerne presse på. Men hun græd ikke kun af lettelse. Det var skam. Skam over, at hun aldrig havde gået de tolv trin ned. At hun havde set den fyldte postkasse hver dag. At hun havde hørt fjernsynet bag døren og beroliget sig selv. At hun havde udsat alt til i morgen.
Hun sad længe med Misse i skødet. Så rejste hun sig, gik ud i depotrummet og hentede kattebakken. Hun fyldte den med nyt grus, hældte mælk i en skål og satte den på gulvet. Misse kom hen, snusede, men drak ikke. Hun så bare op på bordet, hvor musen lå. Den tiende. Den sidste.
Ugen efter tog Lene en beslutning. Hun fik lov af politiet til at hente de ni hæklede mus fra fru Nielsens lejlighed, inden familien skulle rydde den. Hun tog dem med hjem, lagde dem på køkkenbordet og kiggede på dem længe. Så tog hun en rulle hvide prismærker og en kuglepen. På hvert mærke skrev hun en kort besked: "Ring til en nabo, du ikke har hørt fra i en uge." Hun satte et mærke på hver mus. Derefter gik hun ned i opgangen og lagde en mus i hver eneste postkasse i bygningen. Ni mus til ni lejligheder. Den tiende beholdt hun selv og hængte den på indersiden af sin hoveddør, så hun så den hver gang, hun gik ud.
Næste morgen, da hun gik ned for at hente avisen, så hun, at postkassen med nummer to var tømt. Nogen havde taget alt posten. Hun vidste ikke hvem, men det var gjort.
Og da hun samme aften gik en runde i gården med en skål mælk til de vildtlevende katte, standsede hun ved trappen op til anden sal. Hun stillede skålen på trinnet, rettede sig op og bankede på døren til lejligheden ved siden af fru Nielsens. En ældre herre åbnede.
"Jeg ville bare sige hej," sagde Lene. "Og spørge, om du har brug for noget fra Brugsen, når jeg alligevel skal derhen."
Manden så på hende et øjeblik. Så nikkede han.
"En liter mælk," sagde han. "Hvis det ikke er for meget besvær."
"Det er det ikke," svarede Lene.
Hun gik ned ad trappen, ud i augustaftenen. Bag hende, i opgangen, kunne hun høre en dør blive lukket forsigtigt. Misse fulgte hende i hælene, med halen løftet. Og et sted i gården mjavede en kat. Lene standsede og smilede. For første gang i lang tid følte hun, at hun havde gjort noget i tide.
