Finn holdt næsten vejret, da elevatoren gik i stå mellem sjette og syvende etage. Det lignede ikke det kvarter, hans søn havde beskrevet. Væggene var dækket af graffiti, en skarp lugt af pis hang i luften, og et flimrende lysstofrør efterlod gangen i et ubehageligt halvmørke.
Han flyttede Lagkagehuset-posen fra den ene hånd til den anden og tjekkede adressen på sin iPhone for tredje gang. Alt i ham protesterede mod, at dette skulle være rigtigt. Anders havde sagt, de var flyttet til en midlertidig lejlighed i Odense, mens deres hus i Hjallese blev renoveret. En lille sag, havde han kaldt det.
Døren var malet i en afskallet, gul farve. Finn bankede to gange, og det lød hult, som om selve døren var ved at give op.
Signe åbnede. Og Finn mærkede ordene forsvinde fra sin mund.
Hun var iført det, der engang havde været en pæn cardigan, men nu hang det løst på hende. Hendes ansigt, som han huskede så skarpt og levende fra familiefesterne, var gråt og indfaldent. Bag hende hang en tung, fugtig kulde, som om lejligheden aldrig rigtig blev varm.
— Finn? — Hendes stemme var ru. — Hvad laver du her?
— Jeg ville se børnene. — Han holdt posen med wienerbrød og den spritnye LEGO-æske frem, næsten undskyldende. — Jeg har ikke set dem i seks måneder.
Viggo, hans otteårige barnebarn, dukkede op bag Signes ben. Han havde en alt for tynd fleece på, og fødderne var stukket ned i et par hullede sutsko.
— Morfar?
Finn gik ned i knæ. Drengen skyndte sig over til ham, men stoppede op lige før omfavnelsen og kastede et hurtigt blik tilbage mod køkkenet, som om han ventede på en tilladelse, der aldrig kom.
— Må jeg komme ind? — spurgte Finn.
Signe trådte langsomt til side. — Det er ikke ligesom det plejede.
Det var en underdrivelse. Den etværelses lejlighed var så lille, at Finn kunne se alt fra dørtrinnet: en sovesofa, hvor dynerne stadig lå i en stor bunke, et formica-bord med tre forskellige stole, og et køkkenafsnit, hvor vandhanen dryppede ned i en plasticbalje. På komfuret stod en gryde med rester af havregrød, og ved siden af vindueskarmen lå Almas lilla hårspænde – den, han havde sendt med posten til hendes fødselsdag.
Lille Alma sad på gulvet med en slidt malebog. Hun løftede hovedet, og Finn så, at hendes kinder var blege på en måde, der ikke kom af indendørs leg.
— Morfar, du kom. — Hun rejste sig langsomt. Hendes strømpebukser havde et stort hul på knæet.
Finn krammede hende og mærkede, hvor let hun var. Tyngden af en seksårig, der burde være dobbelt så solid.
— Hvor er jeres far?
Viggo satte sig på en skammel og trak benene op under sig. — Han kommer ikke her mere.
— Hvad mener du?
— Han sagde, at han havde travlt. Han har købt en ny bil. En hvid Tesla.
Signe lagde en hånd på drengens skulder. — Viggo…
— Jamen det er rigtigt, mor. Jeg så den. Tante Camilla sad i den.
Finn rejste sig langsomt. — Camilla?
— Min mands nye kæreste, — sagde Signe. Hendes stemme var flad uden antydning af drama. Som om hun læste op af en brugsanvisning.
— Anders sagde, du var rejst til din søster i Aarhus. Han sagde, du havde brug for en pause fra ægteskabet.
Signe lo. En kort, tør lyd uden humor. — Jeg har ikke nogen søster i Aarhus. Det ved du også godt.
Finn satte kageposen fra sig på bordet. Hans blik gled hen over stuen og standsede ved en stor, brun kommode, der stod presset ind i et hjørne. Den var skramlet og gammel, men han genkendte den straks. Det var den kommode, hans afdøde kone havde stående i deres eget soveværelse, før den blev flyttet til Anders’ kollegieværelse, og senere til huset i Hjallese.
— Hvorfor har I den her? — spurgte han.
— Anders ville ikke have den i det nye hus. — Signe trak på skuldrene. — Han sagde, den var grim.
Viggo rømmede sig. — Der er nogle papirer i den.
— Hvilke papirer? — Finn vendte sig mod drengen.
— Far lagde dem der, lige før vi flyttede. Han sagde, de skulle blive der.
Finn gik hen til kommoden, mens Alma fulgte ham med øjnene. Viggos ansigt var spændt, og han trak vejret hurtigt, som om han havde båret på en hemmelighed alt for længe.
Den nederste skuffe trak Finn ud. Den var næsten tom – kun en gammel stofble og en plasticpose fra Bilka. Inde i posen lå en sort A4-mappe.
Han åbnede den. Det første, han så, var et skøde på huset i Hjallesevanget. Ejeren var anført som Signe Nørgaard, hans svigerdatter, med overtagelsesdato tre måneder før brylluppet.
— Det her forstår jeg ikke, — mumlede han.
Signe kom hen til ham og kiggede over hans skulder. Hendes ansigt stivnede.
— Hvad er det?
— Det er skødet på jeres hus. — Finn bladrede. — Det står udelukkende i dit navn.
— Det kan ikke passe. Anders sagde, det var købt af hans firma.
— Det er her sort på hvidt. Min advokat, Aksel, ordnede det. Han insisterede. Det var din mands idé, dengang.
Signe satte sig på sovesofaen. Hendes hænder rystede. — Men så… Hvorfor sagde han, vi skulle sælge?
— Har I solgt huset?
— For otte måneder siden. Anders sagde, han skulle bruge pengene til en investering. At vi lige skulle bo her midlertidigt, indtil det nye stod klar.
Finn så ned i mappen igen. Der lå en salgsaftale, underskrevet med en underskrift, der skulle forestille at være Signes, men som var en grov efterligning. Og en fuldmagt, dateret den 14. november sidste år.
— Signe, hvor var du den 14. november?
Hun tænkte sig om. — Jeg var på OUH. Jeg fik fjernet en cyste. Jeg var indlagt hele dagen.
Finn mærkede, hvordan vreden samlede sig i maven, kold og stenhård. Hans egen søn. Drengen, han havde lært at cykle, taget med på fisketur, betalt kørekort for. Den søn havde snydt sin kone for hendes eget hus og efterladt hende og hans børnebørn i en fugtig, kold lejlighed i Danmarks mest udsatte boligområde.
— Hvordan får I penge? — spurgte Finn.
— Jeg gør rent på det der kontorhotel ved banegården. Om natten, når børnene sover. — Signes fingre klemte om kanten af bordet. — Viggo passer Alma.
Finn så på sit barnebarn. Otte år og allerede nattevagt.
— Hvorfor ringede du ikke til mig?
— Fordi Anders sagde, at hvis jeg kontaktede familien, ville han bruge alle de penge, han havde, på at få fjernet børnene fra mig. Han sagde, han havde vidner og en advokat, og at jeg ikke havde en chance.
— Med hvad? Du havde jo intet gjort.
— Hvad skulle jeg gøre, Finn? Han tjente syv hundrede tusinde om året. Jeg havde ingen indtægt. Jeg boede i en lejlighed med skimmelsvamp, og mine børns lærer spurgte, om de fik madpakke med hjemmefra.
Alma kom hen til sin mor og lagde hovedet ind mod hendes arm. Signe strøg hende over håret.
Ude på gangen lød en elevator, der gik i gang. Og så tunge skridt.
Finn nåede ikke at rejse sig, før døren gik op.
Anders stod i døråbningen. Hans dyre vinterjakke, hans polerede sko, hans hår, der var redt tilbage – hele hans fremtoning var en provokation i det lille, faldefærdige rum. Bag ham i opgangen kunne man ane den hvide Tesla, der holdt parkeret.
— Far? — Hans skridt standsede.
Finn holdt den sorte mappe frem. — Du har travlt med at forklare dig.
Anders stirrede på mappen, og noget i hans ansigt krakelerede. Det varede kun et sekund, så faldt masken på plads igen.
— Det er Signes skyld. Hun var umulig at bo sammen med. Jeg havde brug for en ny start.
— Så du forfalskede hendes underskrift?
— Det var en nødløsning.
— En nødløsning. — Finns stemme var farligt rolig. — Du lukker dine børn inde i en lejlighed, der er umulig at varme op, du stjæler deres hjem, du lyver for alle – og kalder det en nødløsning.
— Far, du forstår ikke…
— Jo, jeg forstår. Jeg forstår, at du har brugt tre år på at bilde mig ind, at Signe var ustabil, at hun havde taget børnene, at du kæmpede for at få dem tilbage. Imens har du trukket hende gennem et mareridt.
Anders slog ud med armene. — Hvad vil du gøre? Ringe til politiet? Jeg er din søn.
Finn så på ham. Så på Viggo, der sad bomstille, og Alma, der intuitivt havde gemt sig bag sin mor.
— Du er ikke længere min søn. Ikke i den forstand. Du er en mand, der har begået dokumentfalsk og bedrageri. Og jeg har beviserne.
Han rakte ud efter sin telefon. Anders lo – en anspændt, skurrende lyd. — Tror du, det ændrer noget? Jeg har advokater.
— Jeg har Aksel. Og originalen af dette skøde. Og jeg ved, hvad du lavede den 14. november, mens din kone lå på operationsbordet, og Viggo var hos en nabo. Du sad hos en notar, der skylder mig en tjeneste. Sådan en, man husker tyve år senere.
Stilheden i rummet var larmende.
— Du går nu, — sagde Finn. — Du tager din bil, og du kører til stationen. Du melder dig selv. For dokumentfalsk og underslæb. Hvis du gør det, vil jeg ikke personligt sørge for, at anklagen bliver udvidet med socialt bedrageri over for børnene.
Anders ansigt var en flimrende maske af vrede og panik. Han så fra sin far til Signe og tilbage. Ingen sagde noget.
Så vendte han sig og gik. Skridtene forsvandt ned ad trappen, og to minutter senere hørte de den elektriske motor glide lydløst ud af parkeringspladsen.
Finn lukkede døren. Signe stod stadig med en arm om hvert barn.
Han lagde bilnøglerne til sin egen bil på bordet. En stationcar, tre år gammel, fuld af brødkrummer fra børnenes sidste tur til Langeland.
— I skal ikke bo her. Viggo skal ikke passe sin lillesøster om natten. Du skal have dit hus tilbage, og jeg kører dig til politistationen i morgen tidlig for at anmelde det her. Men lige nu tager vi først på Bones i Rosengårdcentret og spiser en ordentlig middag. Hvad siger I?
Viggo nikkede, mens han stille klemte sin morfars jakkeærme. Alma tog fat i den anden hånd og pegede på kagen.
— Må vi få den der bagefter?
