Toget gled ud af Københavns Hovedbanegård præcis klokken otte. Signe smed skoene og lagde sig på den øverste køje i kupeen. Tre ugers ferie. Øen Samsø. Et lille, skævt hus hun havde lejet for en slik — fire hundrede kroner natten, og så havde de endda smidt en cykel med i handlen.
Hun havde pakket let. Én taske. Badetøj, en Kjell Westö-roman, en oplader. Resten skulle være hud mod saltvand. Ikke en eneste tanke på kontoret i Valby, på deadlines og på Hanne fra HR, der altid havde kommentarer til hendes fravær. Bare væk.
Kupeen var tom. Hun pustede ud.
Så gik døren op.
Kvinden der trådte ind var cirka tres. Kraftig, med en knaldgul fleecevest og fødder, der næsten ikke kunne være i et par slidte Ecco-sandaler. Hun trak en kæmpestor,ternet sæk og to Netto-poser. Sækken gik i stykker ved hanken i samme øjeblik hun løftede den op på sædet.
» Fandens også, « sagde hun og standsede, forpustet.
Signe smilede vagt. Ville ikke blande sig. Hun kendte typen: ville fylde hele rummet uden at spørge. Men hun sagde ikke noget.
De første tyve minutter gik fint. Marker og forstæder gled forbi. Solen hang lavt. Signe så en flok rådyr på en skrånings græs, og et øjeblik var alt næsten som i en reklame for DSB.
Så begyndte lugten.
Først var det bare en anelse — surt, som en gammel karklud. Så kom fiskefrikadellerne. Kvinden havde taget en bøtte op af Netto-posen, og hun spiste dem med fingrene, langsomt og omhyggeligt, mens hun slubrede en halv lunken Odense Pilsner. Fisk og øl blandede sig med den lune, stillestående luft i kupeen. Signe kunne mærke sin mave trække sig sammen.
» Det var bedre i gamle dage, « sagde kvinden pludselig, som om de havde en samtale kørende. » Dengang man måtte ryge i kupeen. Så lugtede der i det mindste af noget ordentligt. «
Signe stirrede ud ad vinduet. Forsøgte at lade være med at trække vejret gennem næsen.
Efter fiskefrikadellerne kom et stykke rygeost på rugbrød. Derefter en hel spegepølse og tre skriver Citronmåne. Og derefter — og det var her, Signe overvejede at rive nødbremsen — kom leverpostejen.
Ikke den fra SuperBrugsen. Hjemmelavet, bagt i et ildfast fad. Kvinden skar et kæmpestykke ud og lagde det på en serviet. Fedtet fra postejen trak ind i papiret og efterlod en gennemsigtig plet. Duften lå tung, metallisk, animalsk.
Klokken var kvart over ni.
Signe regnede efter. Otte timer endnu. Færgen fra Kalundborg ventede først i morgen tidlig.
» De har også skruet helt ned for varmen, « sagde kvinden. » Jeg fryser. Har du lagt mærke til det? «
Signe rystede på hovedet. Hun havde mest lyst til at sige, at temperaturen i kupeen mindede om et drivhus i juli. Men hun sagde ingenting. Hun havde arvet sin mors evne til at bide frustrationer i sig, indtil de blev til hovedpine bag øjnene.
Så kom silden.
En hel glas med marinerede sild. Løgringe flød rundt i lagen som små, slimede øer. Kvinden stak en gaffel ned i glasset og spiste tre stykker i rap.
Signe satte sig op. » Undskyld, men — «
» Curry-sild, « sagde kvinden og smilede bredt. » Min søsters opskrift. Hun bor i Hundested. Vil du smage? «
» Nej tak. Jeg ville bare spørge — kunne du måske… jeg ved ikke… vente lidt? Med maden? «
Kvinden så på hende, og for første gang standsede hånden med gaflen.
» Hvorfor det? «
» Det lugter ret kraftigt. Hele kupeen lugter. Jeg bliver faktisk lidt dårlig. «
Der opstod en pause. Kvinden lagde gaflen fra sig. Hun trak vejret, som om hun skulle til at sige noget stort. Så klappede hun glasset med sild og sagde stille:
» Jeg kører til Århus. Min datter døde i marts. «
Signe frøs. Ordet stod i luften som en genstand.
» Jeg har ikke spist et ordentligt måltid i fire måneder, « fortsatte hun og så ned i glasset. » Min svigersøn siger, jeg skal tage med ned og bo hos dem. Prøve at komme i gang igen. Men jeg — jeg aner ikke, hvordan man gør. Så jeg tænkte, at hvis jeg begyndte at spise på turen, måske… « Hun trak på skuldrene.
Signe kunne mærke skammen lægge sig som et tungt tæppe. Hun havde set et menneske fylde et rum med mad og troede, hun forstod det. Men det var ikke mad. Det var en redningskrans.
Så kvinden brast i gråd.
Ikke højlydt. Ikke teatralsk. Bare en stille, rystende gråd, hvor tårerne løb ned i sildelagen uden at hun ænsede det. Hendes skuldre dirrede. Hun holdt stadig gaflen i hånden. Hun kiggede ikke op.
Signe satte sig langsomt ned fra køjen og trak skraldeposen ud af holderen under sædet. Hun rakte den over. Kvinden så uforstående på hende.
» Jeg har en idé, « sagde Signe.
Hun tog glasset med sild, lukkede det forsigtigt og puttede det i posen. Så rullede hun posen sammen og lagde den ude i gangen foran kupedøren.
» Vi lufter ud, « sagde hun. » Og så finder vi noget, der er lettere at spise. Jeg har nogle riskiks i tasken. Smager af pap — men de lugter ikke. «
Kvinden lo gennem tårerne. En kort, hæs latter.
Ude i gangen kom togføreren forbi. Signe vinkede ham ind.
» Er der mulighed for at få en kop varmt vand? «
» Selvfølgelig. Skal vi have te? «
» Ja tak. Og måske et ekstra sæt ørepropper? «
Togføreren nikkede og forsvandt ned mod personalekupeen.
Signe satte sig på sædet over for kvinden. Hun åbnede vinduet en sprække. Aftenluften strømmede ind — fyldt med duft af nyslået græs og diesel.
» Jeg hedder Signe, « sagde hun.
» Gerda. «
» Hvad hed din datter, Gerda? «
Kvinden så ud ad vinduet, men blikket stoppede et sted mellem markerne og himlen.
» Lise. Hun hed Lise. Hun var seksogtyve. En dag klagede hun over hovedpine, og to uger senere var hun væk. Hjernehindebetændelse. Lægerne på Riget sagde, at de intet kunne gøre. «
De drak te. De spiste riskiks. Gerda fortalte om Lise, om hvordan hun havde lært at spille klaver på en gammel klaver i forsamlingshuset i Lynæs. Om dengang de var i Tivoli, og Lise græd af grin, fordi Gerda havde tabt en softice ned i sin taske. Signe lyttede. Stillheden i kupeen var en anden nu. Ikke længere trykkende. Bare fuld af noget, der skulle siges.
Henad midnat listede en mand fra nabokupeen hovedet ud.
» Undskyld, er alt okay? Vi hørte nogen, der græd? «
» Det er fint, « svarede Gerda og snøftede. » Det er bare mig, der har spist for mange sild. «
Manden grinte. Signe smilede.
Næste morgen ankom de til Århus en halv time forsinket, fordi et signalfejl ved Skanderborg havde tvunget toget til at holde stille. Signe og Gerda stod på perronen med deres bagage. Solen bagte allerede på asfalten. Mågerne skreg. Byen duftede af havn og friture.
» Derovre, « sagde Gerda og pegede.
En mand i tresserne stod med en termokande i hånden og en lille, krøllet seddel, hvor der stod » Gerda «.
» Svigersøn, « sagde hun. » Han hedder Jørgen. Sød mand. Alt for tynd. Jeg skal nok få ham fedet op. «
Signe tog Gerdas hånd.
» Må jeg sige noget? «
» Ja? «
» Din datter ville være pavestolt af dig. At du satte dig ind i det tog. Alene. Med alle de sild. «
Gerda lo — en dyb, buldrende latter, der fik et par duer til at lette. Hun gav Signe et kram så hårdt, at Signe mærkede sin ryg knage.
» Pas på dig selv, Signe. «
» Du også, Gerda. «
Signe så hende gå over perronen, den ternede sæk slæbende bag sig, og så Jørgen tage den uden et ord. De gik sammen mod afgangshallen, og lige før døren lukkede sig, vendte Gerda sig om og vinkede. Signe vinkede tilbage.
Hun fandt bussen til færgen og sad med panden mod ruden. Hun tænkte på kontoret, på deadlines, på Hanne fra HR. Det hele virkede så fjernt. Som et sprog, hun engang havde kunnet, men nu kun huskede enkelte ord af.
På færgen købte hun en kop sort kaffe og gik ud på dækket. Vandet var blankt. Samsø ventede derude et sted, lav og grøn. Vinden tog fat i hendes hår. Hun trak vejret ind — kun salt, kun hav, kun det, der lå forude.
