Jeg sad på den hårde bænk i politigården i Odense og ventede på, at ekspedienten bag skranken skulle skrive min anmeldelse færdig. Min cykel var blevet stjålet for tredje gang på to år, så jeg kendte proceduren. Det regnede udenfor, og fra vinduet kunne jeg se bus nummer 4 sætte hjulene i en vandpyt, så vandet sprøjtede op på fortovet. Inde i lokalet lugtede der af våd uld og af kaffeautomaten, der havde stået der siden mandag uden at blive gjort ordentlig rent. På træbænken over for mig var der ridset med en kniv: *Mette + Jan 2009*.
Døren gik op. En gammel mand i en grå regnjakke kom ind. Jakken hang tungt af vand, og under den havde han en ternet skjorte og et par brune fløjlsbukser. Han gik hen til skranken med et stykke papir i hånden. Han lagde det foran den unge fyr bag skranken, som ikke engang så op fra sin skærm.
"Jeg vil gerne anmelde støj," sagde den gamle. "Det er tredje gang i denne måned. Naboen spiller musik klokken to om natten. Jeg har boet i lejligheden i fyrretyve år. Jeg kan ikke sove."
Den unge fyr med den røde hals sukkede. "Har du prøvet ørepropper?"
"Jeg har prøvet alt. Politiet kom to gange, men de nåede altid frem, når musikken var slukket."
Den unge fyr tog papiret, krøllede det sammen og smed det i papirkurven uden at læse det.
"Sådan fungerer det ikke her," sagde han. "Skriv en klage til boligforeningen."
Den gamle mand sagde ikke noget et øjeblik. Så rettede han sig op. "Jeg går ingen steder. Jeg vil tale med politikommissæren."
"Han har travlt."
"Så venter jeg."
Den unge fyr lo. Det korte, hårde latterudbrud rungede i lokalet. "Du kan vente ude i regnen, så længe du vil."
Den gamle mand åbnede munden for at svare, men greb sig pludselig til brystet. Han vaklede et skridt tilbage og satte sig tungt ned på bænken ved siden af mig.
"Er De der noget galt?" spurgte jeg og lagde en hånd på hans arm. "Skal jeg hente hjælp?"
"Det går over," mumlede han. "Bare… svimmel."
Fra inderlommen var et lille farvefotografi gledet ud og landet på gulvet mellem os. I samme øjeblik gik døren til bagkontoret op, og en ældre mand i politikommissærens uniform trådte ud. Han så den gamle mand sidde bleg på bænken, og han bøjede sig hurtigt ned og samlede fotografiet op for at give det tilbage.
Han rettede sig op med billedet i hånden. Så stoppede han.
Han stod helt stille og så på det. En ung mand i militæruniform, kort hår, et roligt ansigt. Kommissæren løftede blikket fra fotografiet og over på den gamle mand på bænken. Så tilbage på billedet. Så på manden igen.
"De øjne," sagde han langsomt. "Den hage."
Den gamle mand rørte ved lommen, hvor billedet havde ligget, som om han manglede noget. "Det er min søn," sagde han. "Mikkel. Han faldt i Irak. For tyve år siden."
Kommissæren satte sig ned på hug foran bænken. Han holdt stadig fotografiet.
"Jeg kendte ham," sagde han. "Vi var… vi var i samme deling."
Det blev stille. Ekspedienten bag skranken var holdt op med at skrive.
"Der var en granat," fortsatte kommissæren. Han standsede. Begyndte igen. "Han kastede sig over den. Jeg lå to meter fra ham. Jeg har tænkt på det hver dag siden."
Den gamle mand sagde ingenting. Hænderne lå stille i skødet.
"Elleve mand i patruljen den dag," sagde kommissæren. "Ti kom hjem. Jeg er en af de ti."
Han rejste sig, gik hen til skranken og trak den sammenkrøllede anmeldelse op af papirkurven. Han glattede papiret ud med begge hænder, lagde det foran den unge fyr og satte sin egen skilt oven på det.
"Du tager imod den anmeldelse," sagde han. "Nu. Ring efter en patruljevogn. Og hent et glas vand til ham dér, mens du er i gang."
Den unge fyrs ansigt var blevet hvidt. Han rakte ud efter telefonen med rystende hånd og begyndte at taste et nummer.
Kommissæren gik tilbage til bænken og lagde forsigtigt fotografiet i den gamle mands hånd. Han blev stående et øjeblik og så på ham, som om han ledte efter noget mere at sige, men fandt det ikke.
"Er brystet stadig ondt?" spurgte han til sidst.
"Lidt," indrømmede den gamle mand.
"Så ringer vi til en læge også. Bare for en sikkerheds skyld." Kommissæren tog sin egen mobiltelefon frem og gik lidt væk fra bænken for at tale lavt i den.
Den unge fyr talte allerede i sin telefon: "Ja, adressen er Baldersgade 12, stuen til venstre. Musik om natten. Ja, med det samme."
Jeg blev siddende ved siden af den gamle mand, mens vi ventede. Han førte tommelfingeren hen langs kanten af fotografiet, om og om igen, uden at sige noget. Til sidst rejste jeg mig. Min egen anmeldelse kunne vente. Jeg gik ud i regnen, som var blevet til en fin støvregn. Da jeg kiggede tilbage gennem ruden, så jeg kommissæren stå ved siden af den gamle mand med en hånd på hans skulder og telefonen stadig ved øret. Den unge fyr sad bøjet over et nyt dokument, papirerne spredt foran sig. Jeg vendte mig om og gik ned ad gaden. Bussen nummer 4 kørte forbi og efterlod en stribe vand på asfalten.
