Jeg har ejet den gule ejendom på Jægergårdsgade i femten år. Første sal havde stået tom siden marts, efter keramikeren gik konkurs og efterlod en vandskade i køkkenet. Lejen står i dag på 8.500 kroner om måneden plus forbrug — det er ikke det dyreste i Aarhus, men tæt på nok til, at man skal have et vist mod for at leje sig ind.
Den tirsdag i oktober regnede det uafbrudt fra morgenen af. Jeg sad i stuen bag kontoret med Balder, min terrier, der trykkede sig ind under skrivebordet hver gang en bus passerede ude på gaden. Klokken kom lidt i tolv ringede det i opgangen.
Hun stod i døråbningen med to flyttekasser og en rullekuffert. Den lyse jakke var gennemvåd, og vandet fra håret dryppede ned på trægulvet. Hun sagde, hun havde set annoncen på BoligPortal og ville gerne se værkstedet oppe på første.
Jeg viste hende derop. Hun gik langsomt rundt — nej, det gjorde hun ikke. Hun gik med rolige skridt, åbnede vinduet mod gården, prøvede vandhanen, lagde en finger på radiatoren. Så vendte hun sig.
«Jeg tager det,» sagde hun. «Kan jeg få nøglen i dag?»
Jeg nævnte depositum og forudbetalt leje. Hun tog sin telefon frem og overførte 26.000 kroner med MobilePay, mens jeg stadig stod med hånden på dørkarmen. Jeg fandt en nøgle frem fra skuffen.
Hun skrev under som Signe Lund. Ingen tidligere adresse. Hun sagde, hun lige var flyttet og ville sende resten af papirerne senere.
Jeg stillede ikke spørgsmål. Lejere kommer og går. Jeg har lært at holde afstand.
De første uger hørte jeg hende ikke ret meget. Hun kom om morgenen og gik igen sent. En aften i november gik jeg forbi døren på første sal og standsede et øjeblik. Der lød glas, der klirrede forsigtigt mod metal — som om hun flyttede små flasker rundt. Det lugtede sne og våd asfalt i opgangen, og under det en skarp duft af noget blomsteragtigt, jeg ikke kunne genkende.
Jeg fortsatte ned. Balder ventede i køkkenet med sin bold.
Det var en af de første aftener, jeg hørte hende tale i telefon. Vinduet mod trappegangen stod på klem. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at lytte, men når man har boet i bygningen i femten år, lærer man, hvor lydene rejser.
«Nej, han får dem ikke,» sagde hun. Hendes stemme var lav og præcis. «Jeg har gemt det hele. Mails, kontrakter, notater fra det første år. Alt sammen i mit navn.»
En pause. Så: «Han kan kalde det, hvad han vil. Jeg ved, hvem der lavede arbejdet.»
Jeg gik videre ned til postkasserne.
Manden dukkede op en torsdag eftermiddag i december. Jeg sad i kontoret og ordnede regnskaber, da døren til gaden fløj op. Han trådte ind i opgangen med våde sko og en mappe under armen. Mørk frakke, nyklipning, skægget trimmet omhyggeligt. Han bankede på døren til første sal med knoerne — ikke ringeklokken, men tre hårde slag.
«Signe!» råbte han. «Jeg ved, du er der!»
Jeg rejste mig og gik ud i opgangen. «Hvad foregår der?»
Han vendte sig. «Jeg er hendes mand. Det her er min kones værksted.»
«Det her er en privat lejeaftale,» sagde jeg. «Jeg kender dig ikke.»
«Det er også min virksomhed,» sagde han og slog på døren igen. «Hun har taget materialer, der tilhører firmaet.»
Døren gik op et par centimeter. Signe stod i sprækken. Hun sagde ikke noget; hun så bare på ham. Så lukkede hun døren igen. Jeg hørte låsen dreje.
«Gå nu,» sagde jeg. «Ellers ringer jeg efter politiet.»
Han blev stående et øjeblik. Så tog han mappen under armen og gik ned ad trappen. Ved døren standsede han.
«Hun kommer til at fortryde det her,» sagde han.
Jeg sagde ikke noget.
Resten af december arbejdede Signe næsten hver aften. Nogle gange kom en ældre kvinde op til hende — gråt hår, praktisk regnfrakke, plastikpose med mad. Hun blev som regel en times tid. En aften hørte jeg dem tale i døråbningen, før kvinden gik ned.
«Du skal ikke lade ham presse dig,» sagde kvinden.
«Det gør jeg ikke.»
«Jeg vidner. Jeg har set, hvad du lavede fra begyndelsen.»
Så hørte jeg skridt i trappen og en dør, der lukkede sig ovenpå.
I januar sprang et rør i loftet over førstesalen. Jeg gik derop med værktøj og bankede på. Signe åbnede døren og slæbte en stol til side, så jeg kunne komme ind.
Det var første gang, jeg så lokalet, siden hun flyttede ind. Der stod et langbord med små flasker i forskellige farver, en præcisionsvægt, nogle tragt og bægerglas, hele rækker af notatbøger i en hylde. En stak papirer lå på bordet med retslignende stempler — Retten i Aarhus læste jeg på den øverste side.
Hun lagde en hånd over papirerne. «Undskyld rodet. Jeg arbejder bedst på den måde.»
«Det gør ikke noget,» sagde jeg. «Jeg skal bare have fat i røret.»
Jeg reparerede vandskaden, mens hun stod ved vinduet og ordnede nogle glas med pincet. Hun nævnte ikke, hvad papirerne var. Jeg spurgte ikke.
I februar kom en pakke med bud. Jeg kvitterede — afsenderen var en adresse i Milano. Jeg bar pakken op til første sal.
Signe åbnede døren og tog imod den. Hun fandt en brevkniv frem, skar papkassen op og læste indholdet. Så satte hun sig ned på gulvet med ryggen mod væggen.
«Er alt i orden?» spurgte jeg.
Hun løftede ansigtet. «De vil have tre hundrede flasker. Halvdelen betalt på forskud.»
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige, så jeg sagde: «Jeg sætter vand over. Vil du have en kop?»
Hun sagde ja. Hun drak kaffen, mens hun sad på gulvet.
I marts kom hun ned på kontoret. Hun lagde en kuvert på mit skrivebord. Den var hvid og uluneret, og der stod en adresse på forsiden med kuglepen.
«Jeg flytter,» sagde hun. «Jeg har fundet noget større ude ved havnen.»
«Godt for dig,» sagde jeg.
Hun lagde nøglerne i kuverten. To stykker, med en lille messingring. Jeg kendte dem godt — de havde ligget i min skuffe før keramikeren overtog dem.
«Depositummet kan du bare overføre til den konto, jeg skrev i kontrakten,» sagde hun.
Jeg nikkede. Det vil sige, jeg bekræftede med et ord. «Det ordner jeg.»
Hun gik ovenpå for at pakke det sidste. Gennem vinduet så jeg en flyttebil holde udenfor.
To måneder senere kom manden igen. Han lignede en anden. Frakken var den samme, men skægget var uglet, og skjorten sad skævt under trøjen. Han bankede ikke på døren ovenpå denne gang. Han gik direkte ind på mit kontor.
«Hvor er hun?» spurgte han.
Jeg sad med morgenavisen foran mig. Jyllands-Posten, tirsdag. «Hun flyttede ud i marts.»
«Hvorhen?»
Jeg trak på skuldrene. «Det ved jeg ikke. Jeg har ikke hendes nye adresse.»
Han stod et øjeblik og flyttede vægten fra det ene ben til det andet. Så faldt hans blik på avisen. Øverst på erhvervssiderne var der et billede af Signe. Hun stod foran en butiksfacade et sted ved Aarhus Ø — bag hende hang et skilt med et firmanavn, jeg ikke havde hørt før. Overskriften lød: «Ny duftlinje sikrer millionaftale med Milano.»
Han læste stykket. Hver linje. Så lagde han avisen tilbage på bordet.
«Det er hende,» sagde han lavt.
«Ja,» sagde jeg. «Det er hun.»
Han stod lidt endnu. Så tog han sin telefon op, skrev noget, puttede den i lommen og gik ud i regnen.
Jeg rejste mig og hentede kuverten fra skuffen. Nøglerne lå der endnu. Udenfor standsede en bil i vandpytten foran huset, og Balder kom frem fra under bordet og gøede en enkelt gang.
Jeg lukkede skuffen igen.
